Sol, sommer og fart over feltet! Pyh, jeg synes tiden flyver afsted og jeg glemmer helt at dele mine nye og lækre sommeropskrifter med jer. Det skal der til at laves om på! Så her kommer en ny og frisk vandmelonsalat med bl.a. avocado, feta, ristede pistacienødder, chiafrø og frisk mynte – mums, den smager godt! :)

Ingredienser (6 personer)
75g rucola
130g agurk
1 avocado
200g vandmelon (uden skræl)
100g feta (fra blok)
30g ristede pistacienødder
2 tsk chiafrø (kan undlades)
Friske mynteblade

Vandmelonsalat

1. Start din vandmelonsalat med at riste pistacienødderne af på en tør pande. Det kan være svært at finde pillede pistacienødder på hylderne i supermarkedet, og hvis du finder nogen, er de temmelig dyre. Derfor kan du sagtens købe pistacienødderne i skal og bare pille dem selv, da det er et begrænset antal, som skal bruges som topping til denne vandmelonsalat.

2. Rengør herefter rucola salaten og læg den i bunden af et stort fad. Kom halve skiver agurk ovenpå og avocado skåret i små tern.

2. Skær vandmelon fri for sin skræl og skær den i små tilfældige stykker. Skær fetaosten i små stykker og kom også disse ovenpå din vandmelonsalat.

3. Drys med de ristede og afkølede pistacienødder og chiafrø hvis du ønsker det. Chiafrø er super sunde og ekstremt pyntelige, men har du dem ikke i køkkenskabet, gør de ikke den helt store forskel i smagsoplevelsen af min vandmelonsalat, da de ikke smager af så meget. De gør myntebladene til gengæld, så slut din vandmelonsalat af med at drysse friske mynteblade ovenpå.

Denne vandmelonsalat smager helt fantastisk sammen med et stykke grillet kød, og går fint sammen med både lyst og mørkt kød.

Fortsat rigtig god sommer! :)

Vandmelonsalat

Vandmelonsalat