Kender I det, når man pludselig kan få en ustyrlig trang til et eller andet? :) Det skete for mig i går, og jeg blev simpelthen nødt til at gå en tur ned langs “Memory Lane”. Jeg var på ferie i Thailand for nogle år siden, og endte med at blive skrupforelsket ikke kun i landet men også det eksotiske thailandske køkken. Her i den danske vinterkulde fik jeg pludselig en kæmpe lyst til thailandsk grøn karry. Mens jeg sad der og guffede min absolut favorit af thailandske retter i mig, naturligvis med spisepinde, for det hører sig jo til, drømte jeg mig langt væk til varmere himmelstrøg, helt ned til eksotiske og solvarme Thailand…

Thailandsk grøn karry

Meget mad er forbundet med minder, og er det bare vidunderligt, at man kan kreere en omgang thailandsk grøn karry og samtidig mindes en skøn ferie mange år tilbage… Jeg var endda så heldig, at jeg fandt den klassiske thailandske øl Singha på tilbud i Aldi, og ingen grøn karry uden Singha ;) Præcis som da min kæreste og jeg sad stolet om et lille hvidt plastik bord på terrassen i en meget lille og temmelig gusten restaurant nede ved havet og nød stærk grøn karry med kold Singha øl. Bedre bliver det vist ikke ;)

Godt nok kom jeg lidt uventet en tur ned langs “Memory Lane”, men i går aftes endte jeg altså med at tage den lette vej. Jeg købte nemlig færdiglavet grøn karrypasta. Da jeg var i Thailand, var jeg på kursus i thailandsk madlavning, hvor jeg lærte at lave karrypasta fra bunden af. Original thailandsk grøn karrypasta består af galangarod (lidt a la ingefær), citrongræs, kaffir limeblade, skalotteløg, hvidløg, chili og sorte peberkorn. I Thailand lavede vi karrypasta af friske råvarer, som vi kom ned i en morter, hvor alle ingredienser blev kunst til en ensartet og klistret karrypasta. Karrypastaen var herefter udgangspunkt for tilberedningen af klassisk grøn karry med kokosmælk, kylling eller tigerrejer og grøntsager. De friske ingredienser kan man sikkert købe hos en asiatisk grønthandler eller i Bilkas grøntafdeling, men ja, i går gik det lige lidt hurtigt, så jeg købte grøn karrypasta færdiglavet ;)

Grunden til jeg elsker thailandsk grøn karry skyldes smagskombinationerne – den stærke karrypasta sammen med den søde og cremede kokosmælk, det er bare en helt fantastisk sammensætning af meget forskellige smagsnuancer. Retten er eksotisk, og for mig definationen af thailandsk mad. Om du har været i Thailand eller ej, om du har smagt thailandsk grøn karry eller ej, vil jeg opfordre dig til at afprøve min opskrift. Jeg har forsøgt at holde kalorieindholdet nede ved at bruge light kokosmælk, og til at søde retten med har jeg brugt honning i stedet for sukker. Sidst har jeg tilføjet en masse ekstra grøntsager, som faktisk ikke er en del af den klassiske opskrift. Men jeg laver altså ikke mad uden grøntsager ;) De klassiske jasmin ris er blevet udskiftet med et sundere alternativ – nemlig rugkerner, og de smagte faktisk fortrinligt sammen med den grønne karry.

Ingredienser (3-4 portioner)
200g rugkerner
400g kyllingefilet
3 gulerødder
1 stor rød snackpeber
3 forårsløg
Grøn karrypasta
1 ds kokosmælk light
1 spsk honning
2 tsk salt
2 spsk rapsolie
Lidt Maizena jævner
Pynt – Sukkerærter, sorte sesamfrø & ristede kokosflager

Kog rugkernerne som anvist på pakken.

Skær kyllingefileterne i små tern og svits kødet sammen med gulerødder skåret i tynde skiver i rapsolien (sauterpande eller gryde). Tilsæt grøn karrypasta*, snackpeber i små stykker og forårsløg i tynde skiver. Rør rundt og hæld herefter kokosmælken i gryden. Lad retten stå og simre i 5 min. og tilsæt herefter honning, salt og lidt Maizena jævner alt efter, hvor tyk du ønsker din karrysauce. Giv det hele et hurtigt opkog, og så er den grønne karry klar til at spise – gerne med spisepinde ;)

Jeg har pyntet min færdige grønne karry med fintsnittede sukkerærter, sorte sesamfrø og ristede kokosflager.

* Det er lidt svært at vejlede omkring mængden af karrypasta, da der findes så mange forskellige færdiglavede udgaver derude. I netto var jeg heldig at finde en lille pakke med økologisk grøn karrypasta, hvor man skulle bruge hele pakkens indhold til en portion. Køber du et af de små glas, som næsten kan købes i alle supermarkeder, vil jeg starte ud med at bruge ca. et halvt glas til denne portion, så kan du altid smage den til og tilsætte mere, hvis du synes.