Er du i junkhumør, eller har du bare lyst til noget sprødt og lækkert? Her kommer et dejlig sundt alternativ til de klassiske pommes frites – nemlig bønnefritter! Bønner indeholder masser af protein, som er diametral modsætning til kartoflers høje indhold af kulhydrat og stivelse. Har du endnu ikke smagt bønnefritter, så skal du se at få det gjort, for de er hammer gode! Jeg har altid mindst en pose frosne grønne bønner i min fryser, så jeg til hver en tid kan lave en hurtig og sund snack, når jeg føler for det.

Alt du skal gøre er at fordele en pose frosne grønne bønner ud på en bageplade. Hæld lidt rapsolie og salt ud over og bland det hele godt. Du kan også tilsætte det krydderi, som du har lyst til. Jeg har prøvet med både friskpresset hvidløg, chili og pommes frites krydderi, og det smagte alt sammen godt. Bag dine bønnefritter ved 200 grader i ca. 25 min. Så snart bønnerne begynder at tage farve, skal du røre rundt i dem. Det bliver du ved med at gøre jævnligt, indtil dine bønnefritter har fået en jævn sprødhed over det hele.

Jeg plejer at dyppe mine bønnefritter i lidt hjemmelavet hvidløgsmayo og chilisauce. Måske drysse lidt ristede sesamfrø udover til pynt… Uha, det er godt! Bønnefritter kan sagtens bruges som tilbehør til et stykke kød og indgå som det primære grønt i dit aftensmåltid.