Jeg elsker falafler! En dejlig vegetarisk frikadelle, som er sprød udenpå og dejlig blød indeni. Falafler er lavet af blendede kikærter og en hel masse smagfyldte og sunde ingredienser. De små kikærte frikadeller anses for nationalret i både Syrien, Libanon og Israel, og de serveres traditionelt som fyld i pita eller fladbrød. Falafler er super sunde, fordi de har et højt proteinindhold, så i et måltid kan de sagtens være eneste proteinkilde.

Jeg har valgt at servere mine falafler i friskbagt arabisk fladbrød med bagt aubergine salat og baba ganoush (aubergine dip).

Ingredienser (ca. 40 falafler)
2 dåser kikærter (drænet for vand)
4 æg
2 dl havregryn
2 revne rå kartofler
1 stort løg
3 fed knust hvidløg
1 bundt persille
4 tsk spidskommen
3 tsk koriander
2 tsk salt
3 tsk sambal oelek eller chili krydderi
3 spsk citronsaft

Falafler

Hæld alle ingredienser i en stor skål på nær persille. Brug en stavblender, blender eller foodprocessor til at hakke og blande det hele sammen. Bliv ved indtil du har en jævn masse, og tilsæt sidst finthakket persille.

Du kan nu vælge at stege dine falafler i rigelige mængder rapsolie (ca. 1 cm) på en varm pande. Form dem med en spiseske. Når de er gyldenbrune, vendes de og steges færdige på den anden side. Brug en hulske til at tage dem op med, og læg dem på en tallerken med køkkenrulle til afdrypning.

Som et alternativ til den klassiske og temmelig fede tilberedning kan du i stedet vælge at bage dine falafler i ovnen i ca. 18 min. ved 200 grader. Når der er gået ca. 10 min. vendes de på bagepladen. De afkøles kort og for at opnå den sprøde skorpe, som kendetegner falafler, ristes de nu hurtigt af på en varm pande smurt i lidt rapsolie.

Jeg kan bedst lide, når mine falafler ikke smager for meget af olie, da jeg synes, at den krydrede smag forsvinder i den fede oliesmag. Det er helt op til dig, hvordan du foretrækker din stegning, og hvor fedtfattig du ønsker dine falafler.

Falafler kan sagtens fryses ned, så du har nem aftensmad en anden dag eller hurtig fyld i en sandwich til madpakken. Hvis du følger den fedtfattige stegemetode, skal du vente med at sprødstege dem på panden, til du skal bruge dem, og de er tøet op.