I dag går vi over til sommertid, uret er blevet sat en time frem, vintergækkerne og påskeliljerne har kæmpet sig vej op til jordens overflade, fuglene kvidrer fortsat mere og mere lystigt. Det er blevet forår og om blot fire dage er det påske. Jeg elsker påsken! :) Det er denne tid på året, hvor man oplever, at sommeren er på vej – vi går mod lysere og lunere tider.

I min familie bliver der stadig holdt påskefrokoster. Ift. mad forbinder jeg altid selv påsken med æg, røget fisk, rejer og prikken over i’et – karse! Skal det være et større måltid så lammekølle med hvidløg og rosmarin, og hvad dertil hører af lækkert tilbehør.

Jeg har leget lidt med en ny og sund opskrift i anledning af påske, som fint kan indgå som en del af påskefrokosten eller som en lille forret til en påskemiddag. Jeg har lavet spinatvafler med hjemmelavet koldrøget ørred, en skyr dip med masser af lækre og forfriskende ingredienser, bl.a. æble, peberrod, kapers, bladselleri og ikke mindst karse.

Min kæreste Andreas er, som jeg tidligere har nævnt, stor Weber entusiast. I samspil med hans store lyst til fiskeri har det resulteret i en hel masse hjemmelavet koldrøget ørred, som smager fantastisk og helt bogstaveligt smelter på tungen. Du kan sagtens købe koldrøget ørred eller laks og bruge dette i denne ret. Det bliver det samme :)

Spinatvafler

Spinatvafler

Ingredienser (6 spinatvafler)
2 æg
2,5 dl minimælk
200g frossen finthakket spinat (ca. 120g i drænet tilstand)
50g havregryn
70g grahamsmel
0,5 tsk salt
0,5 tsk groft peber
1 tsk bagepulver

For at lave spinatvafler skal du starte med at piske æggene med en håndmikser. Tilsæt den optøede spinat drænet for væske. Herefter tilsættes salt, peber og mælk og til sidst havregryn og grahamsmel. Pisk dejen godt. Inden du tilsætter bagepulver, skal dejen stå og trække i ca. en halv time, så havregrynene kan bløde lidt op. Herefter pisker du hurtigt dejen sammen med bagepulver. Bag vaflerne i et vaffeljern, som du smører godt med rapsolie, så vaflerne ikke hænger fast. Vaflerne kan sagtens laves på forhånd og blot lunes i ovnen inden de serveres. De skal ikke være for varme, når de serveres!

Ingredienser (peberrodsdip)
250g skyr natural
1 æble
1/2 rødløg
30g kapers
0,5-1 spsk peberrod (afhængig af stærkhed)
3 stænger bladselleri
3 spsk karse
1 tsk citronsaft
Salt og groft peber

Kom skyr ned i en røreskål. Riv æblet, og kom det ned i skålen sammen med finthakket rødløg, kapers, peberrod, finthakket bladselleri, citron og karse. Smag til med salt og peber og tilsæt evt. lidt ekstra citron og peberrod. Men pas på med peberrod, da det hurtigt kan gøre dippen meget stærk. Lad dippen trække i køleskabet i ca. en halv time inden den serveres.

Pynt fx med: Frisk rucola, finthakket rødløg, kapers, radiser, sukkerærter, citron og karse.

Ud af denne portion vaffeldej får du 6 vafler med 5 hjerter i hver. Som forret behøver man ikke mere end 3-4 hjerter pr. person. Jeg har lagt lidt rucola og en skive røget ørred (laks) ovenpå hvert hjerte samt en lille klat skyr dip ovenpå. Du kan pynte hjerterne, som du har lyst til. De er nemme at hapse med fingrene, og de små spinatvafler kan også fint fungere som en let appetizer eller fingerhapser på påskebordet.

Spinatvafler med koldrøget ørred og skyr dip kan også sagtens fungere som et helt måltid. Det har jeg i hvert fald gjort, hvor jeg har pyntet en hel vaffelplade med røget ørred og en masse friske grøntsager og dip. En nem og forfriskende ret, som vil passe godt til en varm sommeraften på terrassen sammen med et glas iskold hvidvin.

Spinatvafler

Spinatvafler