Det er blevet tid til en ny og spændende salat her efter julens store madfest, der for de fleste har betydet alt for mange søde sager og rigelige mængder julesul.

Jeg serverer altid en frisk salat sammen med det traditionelle tilbehør til anden juleaften. I år valgte jeg at prøve noget nyt og endte ud med denne salat med bagt pastinak og hasselnød. Inspirationen har jeg hentet fra det engelske julekøkken, hvor de altid spiser bagte pastinakker til deres Christmas turkey. Jeg har bagt mine pastinakstykker sprøde med revet parmesan, vendt dem med rucola og sidst toppet med akacie honning samt ristede og hakkede hasselnødder.

Pastinaksalat

Ingredienser
750g pastinakker
3 spsk olivenolie
2 tsk tørret timian
1,5 tsk salt
5 spsk revet parmesan
1/2 pakke frisk rucola
Akacie honning
50g ristede og hakkede hasselnødder

Skræl pastinakkerne og skær dem i små firkanter. Kom dem i en frysepose og ryst dem godt sammen med olie, timian og salt. Læg dem tæt ud på en bageplade og drys den revne parmesan ud over. Bages i en 200 grader varm ovn i ca. 25 min. Rør gerne lidt rundt i dem undervejs. De skal være sprøde! Lad dem afkøle i ca. 5 min. inden de vendes med rucola og toppes med akacie honning og ristede hasselnødder.

Tip – Du kan også komme granatæblekerner ovenpå salaten, det tilfører en skøn friskhed til sødmen fra pastinakkerne og akacie honningen.