Hummus er en af mine absolut favorit dips – en uimodståelig, cremet og yderst sund og proteinrig dip, der smager af østens mystik med krydderi af spidskommen, tahin (sesampasta), citron og hvidløg. Nu har jeg lavet en ny variation – rød peberfrugt hummus, , hvor den klassiske dip fra mellemøsten har fået en dejlig sødme fra bagte røde peberfrugter. Jeg har gjort min rød peberfrugt hummus lidt mere festlig og interessant ved at tilsætte sorte sesamfrø og friskhakket persille. 

Ingredienser
2 røde peberfrugter
1 dåse kikærter
3 fed knust hvidløg
1 spsk citronsaft
2 spsk olivenolie
1 tsk salt
1/2 tsk groft peber
1 spsk tahin (sesampasta)
1 tsk spidskommen
1 tsk sambal oelek
3 spsk koldt vand (evt. mere hvis du ønsker en tyndere konsistens)
5 spsk sorte sesamfrø
1 håndfuld finthakket persille

Rens de to peberfrugter og skær dem i kvarte stykker. Bag dem i en forvarmet ovn med skindsiden opad ved 200 grader i ca. 30 min. Vend dem efter ca. 20 min. Når skindet begynder at blive sort, tager du peberfrugterne ud af ovnen og lader dem køle af. Herefter fjerner du skindet på peberfrugt stykkerne.

Hæld kikærterne over i en si og skyld dem godt igennem med koldt vand. Hæld dem over i en blender sammen med de øvrige ingredienser og den bagte peberfrugt, dog ikke sorte sesamfrø og persille. Blend det hele sammen til en ensartet og cremet masse og tilsæt evt. lidt ekstra vand, hvis du ønsker en tyndere konsistens på din rød peberfrugt hummus. Jeg kan godt lide, at den er meget fast. Smag din rød peberfrugt hummus til med ekstra krydderier og hæld den over i en skål.

Bland sorte sesamfrø og finthakket persille i din rød peberfrugt hummus og pynt med lidt ekstra drys på toppen.

Du kan spise din rød peberfrugt hummus som en dip til rå grøntsager eller bruge den som dressing i en wrap, sandwich eller pitabrød. Jeg har også brugt min rød peberfrugt hummus som “creme” mellem tynde og sprøde pommes rösti – lidt som en lagkage. Det smager rigtig lækkert og er festligt at servere sammen med et stykke godt kød. Opskriften på pommes rösti finder du også her på bloggen.