Det er tydeligt at mærke på frugt og grønt, at sommeren er på vej… Agurkerne er blevet langt mere søde og knasende, radiserne har fået mere smag og melonerne er langt mere saftige og søde. Det gav mig lyst til at kreere denne nye spændende og forfriskende melonsalat med frisk spinat, squash, agurk, radiser, soltørret tomat, ristede græskarkerner og grøn pesto dressing. 

Jeg serverede min melonsalat som tilbehør til en grillet flanksteak og hasselbagte kartofler. Det er temmelig tung mad, men denne melonsalat bragte friskhed og sommer ind i retten. Det er en lækker og kreativ smagskombination med de knasende og lidt stærke radiser, sød galia melon, ristede og sprøde græskarkerner, krydrede soltørrede tomater og frisk grøn pesto med citron.

Denne melonsalat vil også passe godt sammen med lyst kød.

Ingredienser (4 personer)
1/3 pose friske spinatblade
1/2 squash
1 skoleagurk
1/3 galia melon
7 radiser
50g soltørrede tomater i olie
30g ristede græskarkerner

Dressing: 
5 spsk grøn pesto
1 spsk frisk citronsaft

Rens spinatbladene og tør dem godt i et rent viskestykke. Rør en dressing af grøn pesto og frisk citronsaft. Jeg har en rigtig god opskrift på grøn pesto med citron her på bloggen, men skal det være nemt, vil jeg foreslå, at du køber en færdiglavet grøn pesto i supermarkedet. Dog vil jeg pointere, at min grønne citron pesto kan holde sig i op til en måned i køleskabet, så du kan sagtens lave en stor portion, så du har til et stykke tid :)

Vend spinatbladene i ca. halvdelen af pesto / citron dressingen, og læg de marinerede spinatblade i bunden af et stort fad. Ovenpå topper du med strimler af squash, tynde skiver af agurk og små stykker galia melon.

Skær radiserne ud i tynde skiver og læg også disse ovenpå salaten sammen med de soltørrede tomater skåret i små stykker.

Rist græskarkernerne på en tør pande og afkøl dem på en kold tallerken. Drys dem ud over salaten, når de er afkølet.

Slut til sidst din melonsalat af med det sidste dressing, som sættes i små tilfældige klatter ovenpå.

Hvis du vælger at lave din melonsalat i god tid, vil jeg anbefale dig at sætte den i køleskabet, så den er dejlig kold og forfriskende, når den serveres. I så fald skal du først drysse de ristede græskarkerner ud over salaten lige før servering, så de bevarer sprødheden længst muligt.