Soltørrede tomater er super lækker tilbehør til enhver salat. Jeg laver ofte mine egne “soltørrede” tomater i ovnen, så de bliver til ovnbagte cherrytomater. I de fleste opskrifter bliver de ovnbagte cherrytomater langtidsbagt i mindst 2,5 timer ved lav temperatur. Jeg finder tit ud af, at jeg gerne vil have ovnbagte cherrytomater i min salat eller som tilbehør til fx ost eller pizza på selve dagen, så jeg har lavet en hurtig opskrift på de små søde og yderst lækre små tomater, så du i løbet af 30 min. har lækre ovnbagte cherrytomater.

Ingredienser
500g cherrytomater (ell. mini blommetomater)
1 dl rapsolie
Fint salt
Rørsukker
Frisk timian
2 fed hvidløg

1. Start med at sætte ovnen på 200 grader.

2. Skyl og skær de små cherrytomater i halve. Sæt dem på en beklædt bageplade med skindsiden nedad. Stænk lidt rapsolie ud over de halve cherrytomater og drys efterfølgende med lidt fint salt, rørsukker og frisk timian.

3. Bag de små cherrytomater i 15 min. ved først 200 grader og derefter ved 150 grader i 10-15 min. Alt efter hvor “tørre” du ønsker dem.

4. Afkøl de ovnbagte cherrytomater og kom dem herefter ned i et lufttæt glas. Hæld rapsolie ud over og tyndt skårne skiver af frisk hvidløg, evt. lidt ekstra frisk timian. Disse ovnbagte cherrytomater kan sagtens holde sig i køleskabet i tre ugers tid, så du kan bruge dem i salater, til ost, pizza og tapas.

5. Hvis du har god tid, vil jeg naturligvis anbefale dig, at du langtidsbager dine cherrytomater ved 130 grader i ca. 2,5 timer.

Ovnbagte cherrytomater

Ovnbagte cherrytomater

Ovnbagte cherrytomater