Her kommer første opskrift fra min 3-retters Valentinsdag menu. Lad os starte fra en ende af med forretten, som er: Grillede kammuslinger vendt i basilikum, paprika og brun farin m. sauce af smeltet smør, hvidløg og revet citronskal. Serveret m. grillede asparges, friske spinatblade, cherrytomater og hjemmelavede sprøde rugbrødschips. De grillede kammuslinger smager godt med lidt friskpresset citron ovenpå.

Ingredienser (2 portioner)
8 kammuslinger (mellem størrelse)
3 tsk brun farin
2 tsk paprika
1/2 tsk basilikum
200g smør
5 fed knust hvidløg
Revet skal af 1 citron
6 asparges
Hjemmelavede rugbrødschips
Pynt: Friske spinatblade, 4 cherrytomater i kvarte og 1/2 citron i både

Smelt smør i en kasserolle og tilsæt hvidløg og citronskal. Bland farin, paprika og basilikum. Vend de optøede kammuslinger i lidt af smørsaucen og herefter i krydderiblandingen.

Kammuslinger og asparges grilles ved indirekte varme i ca. 20 min. eller steges i ovnen ved 180 grader i samme mængde tid.

Anret de grillede kammuslinger ovenpå lidt friske spinatblade og pynt med de grillede asparges, lidt cherrytomater i kvarte og et par citronbåde. Kom lidt af smørsaucen over i en lille skål, og stil også denne på tallerkenen med de grillede kammuslinger og læg til sidst et par rugbrødschips ved siden af.

Tip: Du kan også servere en rød dressing til de grillede kammuslinger rørt af Cheasy fraiche 5% tilsat lidt ketchup, chili sauce, citronsaft, salt og groft peber.

Voila! De grillede kammuslinger er klar til servering :)

Grillede kammuslinger

Grillede kammuslinger