Gammeldags æblekage minder mig om min gamle farmor, for ingen laver den traditionelle æblekage, som hun gør. Jeg har dog aldrig været fan af flødeskum, derfor har jeg altid foretrukket at skrifte den fløden ud med fx græsk yoghurt eller skyr. Jeg fik gæster til middag her i weekenden, og jeg besluttede at lave en moderne udgave anno 2015 af den traditionelle æblekage. I min æblekage opskrift koger jeg æblegrøden med vanilje og lidt sødemiddel (evt. sukker). Fløden har jeg skiftet ud med en frisk vanilje creme rørt af skyr naturel tilsat lidt vanilje og sødemiddel. Makronerne er skiftet ud med hjemmelavede “brændte” mandelsplitter med rørsukker og kardemomme. En lækker og forfriskende dessert, der ligger dejlig let i maven :)

Ingredienser (8 små æblekager/8 pers.)
8 mellemstore og søde æbler
2 tsk vaniljepulver
Flydende sødemiddel (evt. sukker)
50g mandler
40g rørsukker
1 tsk kardemomme
350g skyr naturel

1. Skræl og skær æblerne i små tern. Kom dem i en stor gryde og dæk bunden med ca. 2 cm koldt vand og tilsæt 1 tsk vaniljepulver. Gryden bringes i kog med låget på. Æblerne skal koges/dampes i ca. 30 min., indtil vand og æbler er kogt ind til en ensartet grød. Smag til med lidt sødemiddel. Hvis du bruger søde æbler er det af og til slet ikke nødvendigt at tilsætte ekstra sødestof. Hvis du forestrækker at bruge sukker eller rørsukker i din æblegrød, skal dette tilsættes inden kogning. Her vil jeg råde dig til at starte med at tilsætte ca. 5 spsk sukker. Afkøl æblegrøden og sæt den i køleskabet, så den er helt kold inden servering.

2. Skær mandlerne i halve på langs. Kom rørsukker på panden og lad sukkeret smelte helt, inden du tilsætter kardemomme. Rør godt rundt og bland sukker med kardemomme. Tilsæt mandelsplitterne og vend det hele godt, så sukkeren fordeler sig på mandlerne. Skru lidt ned for varmen, så sukkeret ikke brænder på. Hæld mandlerne ud på et stykke bagepapir på en kold tallerken, og lad mandlerne afkøle helt, inden du skiller de klistrede mandelsplitter fra hinanden. Brug evt. en kniv.

3. Rør en vanilje creme af skyr, 1 tsk vaniljepulver og lidt sød/sukker. Smag til så du opnår den rigtige sødme, som passer til dig.

4. Så er alt forberedt til æblekagen. Disse forberedelser kan sagtens klares mange timer før, at gæsterne kommer. Jeg portionsanretter altid min æblekage, da den bliver lidt mere festlig, når den serveres på denne måde. Først kommer jeg æblegrød i bunden, derefter vanilje creme, og sidst topper jeg med de “brændte” mandelsplitter. Denne æblekage har jeg også pyntet med lidt frysetørrede jordbær samt chiafrø.

Klar og parat til at servere en hjemmelavet “gammeldaws ævlekage” anno 2015 ;)

Gammeldags æblekage