Jeg lavede denne lækre og forfriskende dadelkompot her i julen. Appelsinen afgiver en fantastisk friskhed i kompotten, og du kan vælge at undlade kanel, nu hvor julen er ovre. Jeg holder nu af at spise kanel hele året rundt.

Jeg elsker den her opskrift på dadelkompot, fordi den er så enkel, og du skal slet ikke tilsætte sukker, som ellers normalt er en fast ingrediens i enhver marmelade eller kompot. Dadlerne er nemlig søde nok i sig selv. Det er jo helt perfekt! Jeg er ikke stor tilhænger af købemarmelade, fordi jeg synes, at det ofte bare er én stor portion geleteret sukker tilsat farve, som man kommer ovenpå sin ostemad. Derfor foretrækker jeg altid at lave min egen marmelade eller kompot, så jeg slipper for al den unødvendige sukker. Min marmelade og kompot skal kunne spises med ren samvittighed.

Ingredienser
150g tørrede dadler
2 dl appelsinjuice (friskpresset eller en god juice med frugtkød)
1/2-1 dl kogende vand
1/2 tsk stødt kanel (kan undlades)

Skær de tørrede dadler i kvarte stykker. Kom dem i en kasserolle sammen med appelsinjuice og kanel. Kog blandingen i ca. 15 min. Kog på samme tid lidt vand i en elkedel, så du undervejs kan tilsætte lidt vand og give kompotten den ønskede konsistens. Jeg kan godt lide, at min kompot er meget fast og klistret. Afkøl og kom din dadelkompot i et lufttæt glas med patentlukning. Opbevares i køleskabet.