Hvad byder du uventede gæster…?

Åh, jeg hader bare at få uventede gæster og ikke have noget at byde dem. Problemet er, at jeg ikke kan have en “slik-skuffe”, fordi jeg spiser det. Haps haps haps, så er posen tom… Og haps haps haps, så er slik-skuffen tom… Og øv øv øv, så gør Anitas mave ondt :( Nå, sådan er det bare her hos mig, måske forholder det sig anderledes hos dig – det håber jeg! ;)

Jeg synes det er sjovt at bage, og jeg har lige bagt de her chokolade biscotti med appelsin – de er helt fantastiske! Der findes rigtig mange variationer af den italienske småkage, og fælles for dem alle er den lave mængde af sukker og manglende indhold af smør. For smør kommer vi ikke udenom i de klassiske danske småkager. Derfor er disse chokolade biscotti faktisk ikke så usunde, som man kunne forestille sig, og de indeholder faktisk ikke mere end 50 kcal pr. kage.

Ud af denne opskrift får du ca. 30 stk.

Ingredienser
2 æg
85g sukker
3 tsk vaniljesukker
150g hvedemel
15g mørk kakao
1/2 tsk bagepulver
50g mandler
Reven skal af 1 appelsin

Pisk æg, sukker og vaniljesukker sammen til en skummende masse. Bland mel, kakao, bagepulver, hele smuttede mandler og appelsin skal, og vend det i æggeblandingen.

Form dejen til en tyk pølse, der er ca. 20 cm lang, og læg den på en beklædt bageplade. Bag først dejen ved 160 grader i ca. 35 min. Afkøl herefter og skær tynde skiver af “pølsen” med en meget skarp kniv. Skiverne eller småkagerne lægges tilbage på bagepladen og bages videre i ca. 10 min., for at opnå den helt rigtige sprødhed. Afkøl småkagerne og opbevar dem i en lufttæt beholder.

Så lykkedes det mig at få noget sødt i skabet til at byde mine uventede gæster. Men ærligt, så holder de nok ikke så længe, men de er heldigvis nemme at bage ;)