Aubergine bliver flittigt brugt som grøntsag i det arabiske køkken. Herhjemme bruger vi sjældent aubergine, og hvis vi gør, er det typisk i den græske ret moussaka. Aubergine er præcis som kartofler, den smager forfærdeligt rå. Men når den bløde og fløjlsagtige grøntsag først bliver tilberedt, får den en cremet og lækker fed konsistens, som man sjældent oplever i andre grøntsager.

Min opskrift på bagt aubergine salat er med inspiration fra min rejse til Marokko. Her blev der nemlig tit som ekstra tilbehør til de krydrede retter serveret bagt aubergine og peberfrugter vendt i lidt olie og frisk citron.

Aubergine indgår også som hovedingrediens i den libanesiske dip baba ganoush. Her bages auberginen også først, hvorefter den blendes og blandes med en række af andre ingredienser.

Ingredienser
1 aubergine
1 rød, 1 grøn og 1 gul peberfrugt
1/2 pakke rucola salat
Reven skal af 1 citron
Flagesalt & friskkværnet peber

Start din aubergine salat ud med at skære aubergine og peberfrugter i mundrette stykker. Læg dem på en bageplade og vend dem hurtigt med lidt rapsolie. Grøntsagerne bages i ovnen ved 200 grader i ca. 15 min. Afkøl de bagte grøntsager, og vend dem med rucola, reven citronskal, flagesalt og friskkværnet peber.

Bagt aubergine salat smager fantastisk i en wrap med arabisk fladbrødhummus, tabouleh og sprøde falafler.