Det marokkanske køkken involverer altid en masse små forskellige retter, både lune og kolde. Det er egentlig generelt for arabisk madkultur, at man får serveret en masse skåle med alt mulig krydret tilbehør med kød, bønner, linser, gryn, bagte grøntsager, friske salater og dips. Sammen med alle disse små retter serveres der altid brød. I Marokko er det altid et lidt tykt og meget luftigt brød, der serveres. Jeg er dog mere tilhænger af de arabiske fladbrød, som typisk indgår i det Libanesiske og Tyrkiske køkken. Arabiske fladbrød kan spises i små bidder og dyppes i dips, fx hummus eller tzatziki eller bruges som en wrap til at komme salater, kød og dips i.

Opskriften på arabiske fladbrød er ufattelig enkel. Det flade og luftige brød består stort set kun af vand, gær, salt og mel.

Arabiske fladbrød

Ingredienser (14 stk. arabiske fladbrød)
4 dl vand
25g gær
1/2 spsk salt
450g hvedemel
150g tipo 00 mel (eller almindelig hvedemel)

Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt, dernæst mel og ælt dejen grundigt sammen. Tilsæt ekstra mel, hvis dejen er for våd. Dejen hæver tildækket i 45 min. Form herefter dejen til 14 boller og rul bollerne helt tyndt ud og brug gerne mere mel, hvis dejen klistrer til bordet. Jeg har bagt mine fladbrød på en gasgrill på en bagesten med bagepapir. Hvert fladbrød fik ca. 2 min. på hver side for højeste varme. De kan også bages på en pande uden fedtstof. Da skal der også været skuet helt op for varmen, og de skal have ca. 1/2 min. på hver side.

På billedet ovenfor har jeg fyldt mit arabiske fladbrød med baba ganoush, hjemmelavede falafler og bagt aubergine salat med peberfrugt og citron.

Arabiske fladbrød