Du har ikke smagt rigtig aioli, før du har smagt denne hjemmerørte mayonnaise med hvidløg. Den smager fantastisk, og den kan bruges som dip til lidt af hvert. Fx indgår den som grundingrediens i dressingen i min klassiske Caesar salad. Der er mange muligheder med denne hjemmerørte aioli. Du kan også undlade hvidløg og i stedet lave en chilimayo ved at tilsætte 1-2 tsk stødt chilipulver eller estragonmayo ved at tilsætte friskhakket estragon. Så bliver din aioli lidt a la en kold bearnaisesauce og er fantastisk dip til hjemmelavede kartoffelbåde på grillen eller som dressing i en sandwich. Det er altid en god idé at lave aiolien dagen før, så den kan nå at trække, så smagen sætter sig bedre.

Ingredienser
2 pasteuriserede æggeblommer (1 bæger)
1 spsk hvidvinseddike
1 tsk dijonsennep
2 fed hvidløg
2,5 dl rapsolie
½ tsk flagesalt

1. Pisk æggeblommer helt lyse og stive sammen med flagesalt. Det skal piskes meget længe, så det er en fordel, hvis du har en røremaskine. Jeg bruger selv håndmikseren.

2. Tilsæt herefter hvidvinseddike, dijonsennep og presset hvidløg. Pisk det hele sammen. Herefter tilsættes rapsolien i en tynd stråle, mens der hele tiden piskes konstant i aiolien. Når al olien er rørt sammen med æggemassen, er din aioli færdig.

Tip: Hvis du skulle være uheldig, at din aioli begynder at skille, kan du ofte redde den ved at tilsætte 1 spsk kold vand.